Arne Hansen , Vagn Hammer og jeg selv havde sat hinanden stævne i Kajakklubben Strømmen kl.9 3/5 2018. Vi er alle medlemmer af “SVAGSTRØMMEN”.

Vi har roet sammen i flere år. Typisk tirsdag og torsdag.

 

Dagen startede med sol og 4-5 sekundmeter. Da jeg kom ned i min kajak “Seahorse”  følte jeg straks jeg sad godt – i god balance. Det ville blive  en fin tur.

Vi blev enige om at ro omkring øerne. Dvs Fænø + Fænø Kalv. Ligge i læ langs Jylland op til Gl. Ålebo Camping, og så krydse over så vi fik bølgerne  ind direkte agten. Agten på tværs på langt kryds ville vi gerne undgå.

 

Da vi rundede Fænø på nordsiden, havde vi bølgerne skråt ind fra bagbord.

Jeg valgte en rute lidt mere til styrbord, så jeg fik bølgerne direkte ind. Kan bedst lide at se bølgerne direkte i øjnene. Det skulle vise sig at være en ret uhensigtsmæssig beslutning. Efter min egen opfattelse ville jeg med den rute hurtigere komme i læ af Jylland.

Mellem Fænø Kalv og Løveodde er der en ret heftig strømhvirvel, jeg skal passere. Jeg er koncentreret og læser vandet konstant.

På det tidspunkt er Arne og Vagn kommet i læ af Fænø. Afstanden pt er blevet betragtelig mellem os.

Uagtet min koncentration er der pludselig ikke noget vand i styrbords side og kæntringen sker promte. Det plejede jo ikke at være nødvendigt med snor i brillerne, så dem mistede jeg omgående.

 

8 grader havvand er en meget kold  oplevelse, når våddragten er erstattet med fleece longjohn. Nå men så ligger man jo der som Pelle Alene I Verden efter at være kommet ud af kajakken. Man kender rutinen. Vende kajakken , hæle og lægge op i kajakken , stille og roligt få fat i pagajflyder og puste luft i flyderen.

Det er nu ikke så nemt, for kajakken bliver ved med at vende rundt pga bølgerne, der kommer fra alle  4 sider. Jeg befinder mig stadig i strømhvirvlen.

Er bevist om, at jeg ikke har lang tid i det kolde vand, inden kroppen lukker ned. Jeg får pagajflyderen sat på, MEN KAN IKKE FINDE UD AF AT FÆSTNE STROPPEN RUNDT OM PAGAJEN. Allerede på dette tidspunkt er min hjerne påvirket pga kulden. Resultatet er, at pagajflyderen i første forsøg glider at pagajen. AT komme op i kajakken var i forvejen svært pga de våde meget tunge bukser. For nuværende indser jeg, at en selvredning ikke er muligt. Egentlig en dyster konstatering alene i 8 grader vand ude i Lillebælt. Der var ikke nogen andet trafik på vandet den dag. Arne og Vagn var ikke at se noget sted på vandet. Ikke just nogen vinderposition.

 

Det viser sig, at Vagn og Arne havde set mig kæntre. Vagn sætter straks kurs mod mig. Tiden inden Vagn når frem føjes uendelig lang medens jeg får slugt meget havvand . Efter ihærdige forsøg på makkerredning, må vi opgive pga bølgerne, der kommer fra alle sider. Jeg får fat i min trækline, så vil Vagn slæbe min kajak med mig hængene bagefter over til Kalven. Vi kommer ingen vegne pga strømhvirvlen. Arne, der ikke er at se, får kommentarer fra Vagn, der nok mente, at det var på sin plads med lidt hjælp.

 

Vi forsøger med en ny makkerredning, der på mirakuløs vis  lykkedes. Efter at have sundet mig en smule i kajakken (jeg var virkelig træt) begyndte jeg at ro ind til Kalven. Kajakken var stadig halv fuld af vand – min krop var stadig til nedkøling.

Det var en pudsig tur. Normalt ville jeg trække igennem så pagajen sang, MEN DET KUNNE JEG IKKE FINDE UD AF. Følte jeg nærmest sad som en tøjdukke i en DURACELL reklame. Extremt korte tag, måske fordi jeg var begyndt at ryste af kulde.

Jeg havde mistet mine briller, så jeg var tæt på Kalven, inden jeg fik øje på Arne, der stod og var klar til at tage imod mig og fik mig hjulpet ud af kajakken.

På samme tidspunkt dukker SOK helikopteren op, og jeg tænker – nå, de er nok på øvelse i dag.

 

Efter at Vagn var kommet mig til undsætning, havde Arne ikke spildt tiden. Fra det højeste punkt på Kalven kunne Arne observere både Vagn og mig.

Da han ser jeg kæntrer og ikke kan komme op i kajakken igen, ringer han 112. SOK helikopteren kommer straks på vingerne. Den er ikke på øvelse, men den er på vej for at redde mig ude i vandet.

I mellemtiden er makkerredningen lykkedes og jeg er nået i land, så SOK helikopteren forsvinder igen.

Arne er hele tiden i kontakt med alarmcentralen og fortæller, at jeg er STÆRKT FORKOMMEN.

Efter nogen tid dukker den gule akut helikopter op. Det er sikkert sket ret hurtigt, men i min tilstand føltes det som lang tid.

Både Vagn og Arne forsøger at massere noget varme i min krop – uden det store held

Vagn har nået at redde mit rour og pagajflyder på vejen ind til Kalven.

 

Den gule akuthelikopter lander let og ubesværet på Kalven.

Ud træder en nydelig kvinde, der viser sig at være akutlæge efterfulgt af de 2 piloter. Et team der udstråler ro og kompetence. Jeg bliver overvældet af følelsen  af at være I SIKRE HÆNDER. Efter at være kommet af med det våde tøj og blive pakket ind i bobleplast er det op på båren og ind i helikopteren.

Efter en kort flyvetur lander vi på Kolding Sygehus, hvor jeg på  traumeafdelingen bliver undersøgt, og jeg bliver lagt i en “varmekasse” så kropstemperaturen kan komme på normal igen. Efter et par timer er min temperatur normal og jeg udskrives.

 

En stor tak til hele akutberedskabet der agerede professionelt og effektivt. Jeg er meget taknemmelig, og tager det ikke som en selvfølge.

Ligeledes en stor tak til Arne og Vagn for deres heroiske indsats.

 

Medens jeg lå og drømte i “varmekassen”, sejlede Arne , Vagn og Hagbarth tilbage til Kalven og hentede “Seahorse”.

Efter et par timer dukkede Søren op med mit tøj på sygehuset.

 

“Svagstrømmen” består af  1. klasses folk . Tak til alle for indsatsen.

 

Det kan jo for andre være en lærerig hændelse.

 

For det første. Når I roer ud sammen, SÅ BLIV SAMMEN under hele den planlagte tur.

For det andet. Hav altid noget tørt tøj med i en vandtæt pose. Et tæppe -bluse -bukser.

For det tredje. Korrekt påklædning. Dvs tørdragt om vinteren, våddragt forår og efterår.

  • Korte bukser og bluse er KUN om sommeren.

For det fjerde. Øv selvredning og makkerredning. FOR JERES EGEN SKYLD.

Lavpraktisk er det da meget rart at vide, om de personer man vælger at ro sammen med, nu også er i stand til at redde en, HVIS det bliver nødvendigt

 

Det var så en beretning fra det virkelige liv i “SVAGSTRØMMEN” om en tur i vandet i Lillebælt

 

Vi ses PÅ vandet

Poul-Erik Lohmann