Kapkajakker

Kapkajakken er en kajak designet til at ro hurtigt i. Grundet det smalle bådskrog er der mindre modstand og dermed mulighed for højere fart, men af samme årsag også sværere at holde balancen i og ofte ikke så søstærk.

Kapkajakken har gennem tiderne gennemgået en stor udvikling. Gennem mange år var Struerværftet i Danmark en førende producent af kapkajakker i dag er de største Nelo (Portugal), Plastex (Polen), Zastera og Vajda (Slovakiet). Kajakkerne produceres i kulfiber, kevlar, glasfiber eller honeycomb.

Der konkurreres både på kortbane og marathon, i forskellige aldersklasse fra ungdom til senior og også mastersklasse (oldboys/girls). Kortbaneregattaer afvikles på 200, 500, 1.000 og 5.000 m. i K1, K2 og K4 (tallet fortæller hvor mange roere der er i kajakken). En enerkajak skal veje 12 kg. (marathon 8 kilo) og måle 520 cm., bunden må på intet sted være konkav.

De førende lande gennem tiderne har været Tyskland og Ungarn, men også de nordiske lande har stået for gode resultater især i K1-1000 hvor den olympiske mester den seneste tid har været norsk.

Marathon afvikles på den klassiske distance på 42.190 m., men kan afvikles på distancer der er kortere. Her skal enerkajakken veje mindst 8 kg og kan udstyres med manuel pumpe.

Mange kajakker ligner hinanden i design og egenskaber og det gælder om at finde en kajak, der passer til dig, din vægt og evner.

1 = sværeste sværhedsgrad
11 = letteste sværhedsgrad

Sværhedsgrad 1 kapkajakker

Dette er hurtige kajakker, som kræver særdeles god balance. De nye modeller bruges ofte til internationale stævner både til sprint og maraton. Grænsen mellem stabilitet i gruppe 1 og gruppe 2 er meget lille og nogle personer vil nok mene, at enkelte kajakker fra gruppe 2 bør være i gruppe 1 og omvendt. Da disse kajakker kræver god balance har de et begrænset publikum.

Sværhedsgrad 1
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 58 Colt Vaida 38 Op til 80 kg

 

Sværhedsgrad 2 kapkajakker

Disse kajakker bruges af både den danske og internationale elite. Mange erfarne mastersroere bruger også disse kajakker. Du finder også mange af de ældre topmodeller med gamle breddemål. De ældre kajakker er særdeles hurtige.

Sværhedsgrad 2
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 47 Accelero L Vajda under opdatering
Nr. 31, 32 Accelero S Vajda 39 – 40 cm under opdatering
Nr. 15 Supersonic Vajda 70 – 80 kg

 

Sværhedsgrad 3-4 kapkajakker

Kajakkerne i denne kategori er rigtig gode mellemkajakker for den modne kajakroer eller dig, der er ved at udvikle dig som kajakroer, men endnu ikke har eller forventer at få balance til de helt hurtige kapkajakker. Da kategorien spænder over to sværhedsgrader vil der være forskel på kajakkerne. Det er vigtigt, at du vælger en kajak, som passer til din vægtklasse, hvis du skal føle stabilitet i disse kajakker. I denne kategori går du ikke væsentligt på kompromis med hastigheden, men får mere stabilitet.

Sværhedsgrad 3-4
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 44, 65 Carrera Zedtech 42 cm 65 – 75 kg/75+

 

Sværhedsgrad 5-6

Kajakkerne i denne kategori har en væsentlig bedre stabilitet end sværhedsgrad 3-4, men flere af kajakkerne giver følelsen af at ro i en rigtig kapkajak – især hvis det er en letvægtskajak. Mange kvinder som ror turbåd kan få stor glæde af at skifte til disse kajakker, men det er vigtigt, at vægtklasse og kajak passer sammen. Disse kajakker er også gode som vinterkajakker og langdistancekajakker for dig, der behersker en sværere kajak. Alle kajakklubber med kapkajak bør have et par kajakker fra denne sværhedsgrad.

Sværhedsgrad 5-6
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 62 Citius 44 Citius 44 cm 50 – 110 kg
Nr. 49 Master Speed 44 Kape 44 cm 75 – 120 kg

 

Sværhedsgrad 7

I denne sværhedsgrad finder du kajakker, som kombinerer kapkajakkens hurtighed og bundform med turbådens stabilitet. Disse kajakker er rigtig gode til ungdomsroere som netop er begyndt at ro og voksne, som har roet en sæson eller to og er klar til lidt mere udfordring. Selvom det er kapkajakker er de relativt flade i bunden og giver god stabilitet, men samtidig får du følelsen af at ro i en kapkajak og mulighed for at arbejde med teknikken og få et godt pagajisæt.

Sværhedsgrad 7
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 61 swift Plastex 46 cm 65 – 85 kg
Nr. 43 TCR Zedtech 49 cm op til 110 kg
Nr. 59, 60 TCR Plus Zedtech 48 cm op til 110 kg
Nr. 26 Tracer Struer Boats 51 cm ikke oplyst
Nr. 19 Citius 49 Citius 48 cm ikke oplyst

 

Sværhedsgrad 8 turbåde

Turbådsklassen er en dansk klasse og kajakkerne i sværhedsgrad 8 er optimeret til at være de hurtigste i denne klasse. Kajakkerne i turbådsklassen skal blandt andet være minimum 51 cm brede samt have en vis bredde over hele længden af kajakken og en forholdsvis flad bund. Turbådene har et godt miks mellem stabilitet og hastighed og er en populær kajaktype. De er gode nybegynderkajakker. De fleste personer kan lære at beherske en turbåd hurtigt. Kajakkerne i sværhedsgrad 8 er næsten alle af nyere dato.

Sværhedsgrad 8
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 3, 20, 21 Citius 51 Citius 51 cm 40 – 110 kg
Nr. 1 Cobra Elio 51 cm op til ca. 100 kg
Nr. 2, 8, 34, 35 Escape Kajakcentrum 51 cm op til ca. 100 kg
Nr. 30 Escape Kirton 51 cm op til ca. 100 kg

 

Sværhedsgrad 9

Rigtig gode nybegynderkajakker. Stabile og forholdsvis hurtige. Mange havkajakroere vil nok synes, at disse kajakker er meget levende, men hvis du ikke har roet andet, så kan du starte i denne sværhedsgrad. Til de kvindelige roere vil jeg anbefale, at dette er den tungeste kategori, du ror i – dvs. at dette er den mest stabile kajak, du vælger, medmindre du skal ro på hav eller på langtur.

Sværhedsgrad 9
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 9 Raptus Struer Kajak n/a under opdatering
Nr. 14, 29, 63, 64 Spica Struer Boats 52 cm op til ca. 100 kg
Nr. 11, 17, 23 Fenja 65/85 Struer/Kajakcentrum 54 cm op til 80 kg
Nr. 15, 21 Surfer Struer Kajak n/a under opdatering

 

Sværhedsgrad 10

Kajakkerne i denne sværhedsgrad er især gode til høje og tunge roere. Kajakkerne er relativt bredde, så det kræver et vist vingefang at få en god roteknik i disse turbåde. De nyere modeller er indrettet på samme måde som kapkajakker med kapsæde og fodspark. Coastrunner er meget populær og brugt til det lange Sea Challenge Fyn. I andre lande kaldes disse kajakker “skærgårdskajakker”, fordi de har god stabilitet og kan være et alternativ til en havkajak, hvis man primært skal ro kystnært.

Sværhedsgrad 10
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 4, 5, 10, 16, 22 Coastrunner Kajakcentrum 54 cm under opdatering
Nr. 40 TT55 Zedtech 55 cm under opdatering

 

Sværhedsgrad 11

Kajakkerne i denne kategori er meget brede, op til 60 cm, og mange af dem er altså bredere end havkajakker. Kajakkerne er særdeles stabile, men altså og brede og tunge at trække frem. De er et alternativ til havkajakker, fordi de er lettere at håndtere på land og hurtigere på vandet end de fleste havkajakker. Det er typisk ældre personer og rekreationsroere, der har glæde af disse kajakker. Coastliner er dog forholdsvist brugt til Sea Challenge Fyn og lignende kystnære lange kajakløb.

Sværhedsgrad 11
Bådnr. Model Mærke Bredde Vægtklasse
Nr. 36, 37, 39, 41, 42 Coastliner Kajakcentrum 60 cm under opdatering